26 January 2021
BOLIGER TIL ALLE: TIDEN ER INDE TIL, AT EU OMSÆTTER ORD TIL HANDLING

BOLIGER TIL ALLE: TIDEN ER INDE TIL, AT EU OMSÆTTER ORD TIL HANDLING

UNDerskriv underskriften her

Vores boligsystem fungerer ikke. Mere end 85 mio. mennesker i EU har for høje boligudgifter. Alt for mange mennesker lever i dårlige eller forfaldne boliger. Ventelisterne for sociale og prisoverkommelige boliger bliver længere. Millioner af borgere er i overhængende fare for energifattigdom, udsættelse og hjemløshed. Og disse uligheder – som i forvejen er alvorlige nok – forværres med covid-19-krisen.

Tiden er inde til at finde en løsning på denne boligkrise, da vores fælles velfærd afhænger heraf. Tiden er inde til at genoverveje EU's politiske dagsorden for at give boligspørgsmålet den opmærksomhed, det fortjener.

Et hjem er mere end blot en postadresse. Det er det miljø, vi lever i, holder af i, skaber vores fremtid i og – i stigende grad – arbejder i. Det er en hjørnesten for beskæftigelse og andre muligheder. Det er et sted, hvor man kan hvile og afkoble fra dagligdagens jag og stress. Et hjem af god kvalitet og til en rimelig pris bør gøres til en ret for alle borgere ved hjælp af en universalistisk boligmodel. Hvis vi kan opnå dette, vil det være et vigtigt skridt i retning af at sikre lige muligheder og øge den sociale samhørighed i EU.

Boliger skal være en topprioritet for EU, og alle dets politikker skal bidrage til anstændige og prisoverkommelige boliger til alle. Forpligtelserne i den europæiske søjle for sociale rettigheder må ikke forblive tomme ord. Sociale mål, som giver borgerne mulighed for i fællesskab at skabe deres eget boligmiljø, herunder prisoverkommelige boliger, skal være en prioritet for gennemførelsen af 2030-dagsordenen i EU. Boligmålene skal kunne håndhæves på samme måde som miljømål og mål for finanspolitisk konsolidering og finansiel stabilitet.

Investeringer i prisoverkommelige boliger vil kunne betale sig. Det er et vigtigt instrument i kampen mod social udstødelse og territorial segregering. Det bidrager til at skabe inkluderende boligarealer og nå klimamål (boliger tegner sig for 36% af EU's drivhusgasemissioner), og det har en positiv indvirkning på den lokale økonomi.

Vi tror på et mere sammenhængende Europa, der beskytter den enkelte borger ved at sikre, at alle borgere – navnlig sårbare grupper – har et anstændigt sted at bo. Vi mener, at vi kan afbøde klimakrisen sammen med borgerne og lokalsamfundene ved at opbygge en boligsektor, der leverer energieffektive boliger. Vi mener, at der skal sættes alt ind på lokalt og regionalt plan for at fremme inkluderende samfund og innovativt samarbejde på boligområdet.

Vi anmoder derfor EU og dets medlemsstater om følgende:

  • en europæisk pagt på boligområdet med et solidt boligovervågningssystem på europæisk og nationalt plan, som inddrager de lokale og regionale myndigheder
  • flere investeringer i prisoverkommelige og bæredygtige boliger for at afhjælpe det seneste årtis investeringsunderskud på 600 mia. EUR, opførelse af nye boliger, mindskelse af CO2-fodaftrykket gennem renovering og skabelse af attraktive boligområder sammen med borgerne
  • en klar forpligtelse til, at alle offentlige investeringer i boliger skal bidrage til et mere retfærdigt boligmarked med investeringer, der er knyttet til bindende betingelser såsom sikkerhed mod opsigelse og prisoverkommelighed
  • afskaffelse af spareforanstaltninger, hvilket vil gør det muligt for nationale, regionale og lokale myndigheder at frigøre investeringer i boliger, så de kan øge udbuddet af tilstrækkeligt ordentlige og prisoverkommelige sociale boliger til alle (referencetærsklen for overdrevent høje boligudgifter bør ikke være højere end 25 % af en husstands disponible indkomst)
  • en ændring af statsstøttereglerne og EU's regnskabs- og revisionsregler og en medtagelse af boliger på listen over tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, hvilket vil gøre det muligt at udvikle omfattende boligpolitikker
  • en europæisk ramme til regulering af digitale platformes negative indvirkning på boligmarkederne
  • et europæisk tilsagn om at bekæmpe spekulation og hvidvask af penge på boligmarkedet gennem etableringen af et gennemsigtighedsregister og systemer til kontrol af lokale huslejer samt regulering af ejendomsmarkedet
  • overkommelige boligpriser skal indgå i det europæiske semester og de nationale reformprogrammer, og
  • en opfølgning på anbefalingerne fra boligpartnerskabet under EU's dagsorden for byerne i forbindelse med udformningen af fremtidige boligrelaterede EU-politikker.

 

Underskrivere:

Christophe Rouillon, formand for PES-gruppen i Det Europæiske Regionsudvalg

Iratxe García Pérez, formand for S&D-gruppen i Europa-Parlamentet

Sergei Stanichev, formand for De Europæiske Socialdemokraters Parti

Heléne Fritzon, medlem af Europa-Parlamentet

Agnes Jongerius, medlem af Europa-Parlamentet

Estrella Durá Ferrandis, medlem af Europa-Parlamentet

Manuel Pizarro, medlem af Europa-Parlamentet

Maria Joao Rodrigues, formand for European Foundation of Progressive Studies (FEPS)

Lásló Andor, generalsekretær for European Foundation of Progressive Studies (FEPS)

 
Top